AaB tager ikke på badeferie

AaB's SAS-ligespillere rejste her til formiddag mod Bosnien til returopgøret i Champions League.

AaB rejste klokken 10 i deres eget charterfly mod Bosnien for at spille returopgør i Champions League.
Selvom de har en 5-0-sejr med i bagagen, er kampen mod Modrica ingen walk-over.

- Vi aner ikke, hvad der venter os dernede. Vi skal spille i 35 graders varme, så alt kan ske. Men det er da klart, vi har et godt udgangspunkt, som jeg synes, vi skal udnytte, sagde Jeppe Curth til TV2/Nord inden afrejsen.

Hans holdkammerat Kasper Risgård er enig i den udlægning.

- De vil selvfølgelig komme med alt hvad de har og spille deres chance, men jeg mener, vi skal have så meget klasse, at vi går videre fra det opgør, og det tror jeg da også, vi gør, sagde midtbanespilleren. Kasper Risgård er i øvrigt raskmeldt og fysisk klar til at spille, hvis trænerne finder det nødvendigt.

Hvis AaB går videre til tredje runde, venter enten Kaunas fra Litauen eller Glasgow Rangers fra Skotland.
Men det ligger ikke i baghovedet på AaB'erne, fortæller sportschefen.

- Det tænker vi slet ikke over. Det er ligesom derhjemme; hvis man forsøger at tage alle trinnene op på første sal i et spring, så falder man. Så er det meget nemmere at tage et skridt ad gangen, og det gør vi også her - vi tager en kamp ad gangen, sagde Lynge Jakobsen med vanlig nordjysk eftertænksomhed.


Seneste nyt

fra Nordjylland