AaB tilbyder krisehjælp efter tragisk dødsfald

Efter gårsdagens tragiske hændelse på Aalborg Stadion, hvor en 72-årig mand afgik ved døden, tilbyder AaB nu krisehjælp til tilskuere, der på nærmeste hold måtte være blevet berørt af dødsfaldet.

Søndagens AaB-sejr over Silkeborg blev overskygget af en tragisk hændelse, da en 72-årig mand afgik ved døden efter et hjertestop.

Manden faldt om midt i anden halvleg på 3F tribunen bag det ene mål, og selvom læger - inklusiv AaB's læge Søren Kaalund - forsøgte at genoplive manden, overlevede han ikke.

AaB tilbyder nu krisehjælp til dem, der ønsker det.

- AaB anerkender vigtigheden af at modtage professionel hjælp til at bearbejde de indtryk, man måtte have fået i forbindelse med den tragiske hændelse søndag eftermiddag, skriver de på deres hjemmeside.

- Har man i forbindelse med kampen opholdt sig på 3F Tribunen og på nogen måde følt sig berørt eller påvirket af den tragiske hændelse, tilbyder AaB omgående krisehjælp ved en professionel krisepsykolog.

Er ovenstående tilfældet, kan man kontakte AaB på cga@aab-as.dk for nærmere information.


Seneste nyt

fra Nordjylland