Ingen sejr i Augo's sidste hjemmekamp: AaB kommer ikke i Europa

Foto: Mogens Jørgensen

Superliga-klubben AaB spillede sig her til aften definitivt ud af kampen om medaljer og europæisk fodbold næste år.

AaB's håb om at erobre fjerdepladsen i årets Superliga, forsvandt torsdag aften på Aalborg Stadion.

AaB skulle have de tre point i kampen mod FC Midtjylland og samtidig ville en Hobro-sejr over Brøndby IF få tingene til at se rigtig lyse ud.

Ingen af delene blev dog til virkelighed. I en tæt kamp i Aalborg blev der ikke scoret et eneste mål mens der i Hobro blev scoret to mål i hjemmeholdets ende. Dermed er det nu sikkert og vist at Brøndby efter sommerferien skal spille kvalifikationskampe om at komme i Europa League-gruppespillet.

AaB og Hobro IK ved inden sidste spillerunde også hvad konklusionen på denne sæson bliver. AaB kan hverken avancere op eller ned i tabellen mens Hobro på Superligaens sidsteplads igennem et stykke tid har vidst at de i næste sæson spiller i 1. division. 

Sidste rundes kampe spilles søndag klokken 17. Her spiller AaB ude mod Kenneth Emil Petersens kommende klub OB mens Hobro ude møder Viborg.

AaB og klubbens fans, der torsdag aften var mødt op på Aalborg Stadion, tog efter kampenafsked med i alt fem spillere, der fra næste sæson ikke er en del af klubben. Og så alligevel. Klublegenden Thomas Augustinussen indstiller sin aktive karriere, men bliver i stedet assistent i AaB.

De mest inkarnerede fans havde i den anledning lavet et banner med "Augos" billede og teksten "Længe leve Augo-effekten" med henvisning til den spillemæssige optur holdet og fans oplevede i sæsonen 2010/2011. Her undgik holdet på yderste mandat - og med hjælp fra daværende Esbjerg-spiller Tim Janssen - at rykke ned. Augo var i vinterpausen blevet hentet hjem fra den østrigske klub Red Bull Salzburg og de poitive konsekvenser fik derefter tilnavnet Augo-effekten.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord