AaB uden kaptajnen

Thomas Augustinussen må nøjes med at se på, når AaB mandag aften møder FC Midtjylland i den vigtige kamp om fjerdepladsen i SAS Ligaen. Kaptajnen er i karantæne.

AaB er uden nederlag i de seneste 10 SAS Liga kampe i træk, men efter to gange uafgjort, så skal AaB vinde for at bevare muligheden for at blive nummer fire.

- Det er den hidtil vigtigste ligakamp i foråret, da det er en direkte duel om fjerdepladsen. Det gør kampen uhørt vigtig, og vi har dårligt råd til at tabe, hvis vi vil bevare muligheden for en top fire-placering. Samtidig er det også vigtigt for os, at fortsætte de positive takter fra kampen mod Manchester City, og håbet er selvfølgelig, at vi kan vinde, fastslår cheftræneren over for aabsport.dk.

Med kampen mod FC Midtjylland spiller AaB sin femte kamp på 15 dage.

- Med et tætpakket program er det vigtigt, at spillerne får restitueret og at de derfor får den rette træningsmængde, hvile og kost. Samtidig er det vigtigt, at vi formår at lægge de overståede kampe bag os, og rette fokus på den næste opgave og kun den. Det er altid en udfordring, siger Magnus Pehrsson.

Udover Thomas Augustinussen må AaB undværre de skadede Jeppe Curth, Kjetil Wæhler og Ronnie Schwartz.


Seneste nyt

fra Nordjylland