Åben udgravning i Nørre Tranders

Nordjyllands Historiske Museum inviterede lørdag til Åben-udgravning i Nørre Tranders for at vise udgravningen frem inden, der skal bygges boliger på arealerne.

Arkæologerne har gravet i Nørre Tranders siden påske, og her har de fundet spor efter mennesker, som har boet i området for 2000 år siden.

- Den ældre jernalder ligger jo så lang væk i tid, så langt de fleste mennesker har ingen opfattelse af, hvordan der har set ud. Det kan vi så hjælpe med at fortælle om, siger museumsinspektør Lars Egholm Nielsen fra Nordjyllands Historiske Museum.

I dag er der ikke meget andet tilbage fra husene, end nogle mørke områder i jorden, hvor træstolperne engang har stået. Alligevel synes tilskuerne, at det er interessant at blive vist rundt i området.

- Det er vores gamle tid. Jeg går altid og kigger i jorden, når jeg går nogen stedet, for at se hvad vi kan finde, siger Lise-Lotte Mathiesen.

- Det er jo med til at fortælle os om vores forfædre og om, hvordan vores tid den er blevet skabt. Uden den historie der er, finder vi aldrig ud af, hvorfor vi er, som vi er i dag, siger Ole Lerup.

Arkæologerne forventer at blive færdige med udgravningerne i Nørre Tranders om et års tid.


Seneste nyt

fra Nordjylland