TV2 Nord

AaB?er imponerer Morten Olsen

Foto: Rune Borre

AaB?s nye kuld af unge talentfulde spillere der har taget stort ansvar i efteråret på klubbens superligamandskab er blevet bemærket af landstræneren.

Han sad og småfrøs på bænken på Esbjerg stadion tirsdag aften under venskabskampen mod Finland. Men at AaB?s 23-årige Lasse Nielsen overhovedet skulle være med i landsholdsregi stod slet ikke skrevet i kortene.

- Lasse har altid drømt om at leve af at spille fodbold, den drøm er blevet opfyldt i AaB. Igennem ungdomsårene har han været tæt på diverse ungdomslandshold, men ofte er han blevet sorteret fra i sidste øjeblik, så det var meget overraskende, da han pludselig blev udtaget til a-landsholdet, siger Lasse Nielsens far Svend Nielsen.
 

Og selvom det ikke blev til debut mod Finland, så var det langt fra noget lykketræf, at den knægten fra Vejgaard var med på landsholdet. Det er nemlig frugten på lang tids stabilt arbejde. Et arbejde der er blevet fulgt nøje af landstræneren.

- Jeg så ham på u-21 landsholdets tur til Dubai, hvor han gjorde det fremragende. Og i dette efterår har jeg set en Lasse Nielsen spille med stor autoritet på flere forskellige positioner i AaB?s forsvar. Han er vokset med opgaven, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at han var en god mand at udtage, siger Morten Olsen til TV2/Nord.
 

Et par dage med landsholdet i Helsingør og efterfølgende 90 minutter på en kold bænk i Esbjerg var, sådan set udefra, hvad Lasse Nielsen fik ud af udtagelsen. Men for den unge nordjyde var der langt mere at drage hjem fra Esbjerg med.

- Det giver jo en masse erfaring, at man ved, hvordan det foregår på det her niveau. Egentlig er det meget det samme som at være med u-21 landsholdet, men på fodboldbanen foregår alt bare i et meget højere niveau, så det skal man selvfølgelig lige ind og justere. Men alt i alt, så er det jo en gulerod, næste gang vil man jo gerne have debut, siger Lasse Nielsen til TV2/Nord.
 

Lasse Nielsen har fået sin fodboldopvækst i først Vejgaard, men de seneste mange år i AaB.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord