AaB'er lagde op til sejrsmål ved afrikansk mesterskab

Foto: Gabriel Bouys, Scanpix

AaB-spilleren Christian Bassogog spillede en afgørende rolle, da Cameroun onsdag aften besejrede Guinea-Bissau ved Africa Cup of Nations.

AaB's unge offensivspiller Christian Bassogog har fået en fin start på landsholdsturneringen Africa Cup of Nations, hvor 16 lande kæmper om at kunne kalde sig kontinentets bedste hold. Onsdag aften indtog han en afgørende rolle, da Cameroun besejrede Guinea-Bissau med 2-1.

21-årige Bassogog, som er startet på banen i Camerouns første to kampe i turneringen, stod for oplægget til den afgørende 2-1-scoring i onsdagens kamp. Efter 79 minutters spil fik Christian Bassogog bolden i Guinea-Bissaus felt, og han lagde den af til Michael Ngadeu-Ngadjui, som med en flad afslutning sendte sejrsmålet i nettet.

Cameroun fik dermed tre vigtige point på kontoen efter en kamp, hvor holdet, der kendes som "De Utæmmelige Løver" måtte bruge en del kræfter på at levere et comeback. Bassogog og holdkammeraterne kom bagud efter 13 minutters spil og fik først udlignet efter en time.

2-1-sejren sender Cameroun op på førstepladsen i Gruppe A før gruppespillets sidste runde. Her møder Bassogog og kompagni Gabon, som har Dortmund-stjernen Pierre-Emerick Aubameyang på holdet. Cameroun skal formentlig bruge mindst uafgjort i den kamp for at gå videre i turneringen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord