AaB'er udtaget til stort afrikansk mesterskab

Foto: Henning Bagger, Scanpix

AaB's offensivspiller Christian Bassogog er blevet udtaget til det camerounske landshold, som i de kommende uger skal spille Africa Cup of Nations.

AaB kommer til at undvære offensivspilleren Christian Bassogog i en del af optakten til forårssæsonen i Superligaen. Den 21-årige camerouner er blevet udtaget til Camerouns landshold, som i den kommende tid deltager i Africa Cup of Nations.

Det afrikanske mesterskab spilles i Gabon fra 14. januar til 5. februar, og Camerouns landstræner Hugo Broos har udtaget den 21-årige AaB'er som en af de 23 spillere, der skal føre landet til succes i den store landsholdsturnering. Det skriver bold.dk.

Christian Bassogog fik i november landsholdsdebut for Cameroun, da han blev skiftet ind i sin hidtil eneste landskamp. Med udtagelsen til Africa Cup of Nations får han mulighed for at få ekstra kampe i trøjen for landsholdet, der går under kælenavnet "De Utæmmelige Løver".

Mens Christian Bassogog er med i Camerouns 23 mand store trup, er der ikke fundet plads til Hobro-spilleren Antole Abang, som ellers spillede seks landskampe i løbet af 2016.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord