AaB's cheftrænervikar: Jeg er afklaret med min rolle

Jacob Friis nyder rollen som cheftræner for AaB, men han er afklaret med, at det kan være slut om mindre end en uge.

Da AaB valgte at fyre cheftræner Morten Wieghorst med bare tre kampe tilbage af efterårssæsonen, blev assistenttræner Jacob Friis sat i spidsen for holdet frem til juleferien.

Det begyndte med ganske god succes, da han i sin cheftrænerdebut ledte holdet til en 4-1-sejr over Esbjerg på udebane.

- Det var jo helt fantastisk. Men jeg er også nordjyde, så armene er nede igen, og vi kommer ikke til at lide af laurbær-effekten. Vi har de sidste mange dage haft fokus på den svære opgave, der venter på søndag, siger Jacob Friis.

Søndag kommer Horsens på besøg i Aalborg og efter succesen mod Esbjerg er det nærliggende at tænke sig at fans og omgivelserne i det hele taget har forventninger om endnu en sejr.

- Det er fint med forventninger, men vi ser også så nøgternt på det, at vi ved, at det bliver en helt ny opgave, og en svær opgave mod Horsens. det har vi forberedt os på. Vi kan godt leve med, hvis det ikke går præcis som mod Esbjerg, men vi går selvfølgelig hårdt efter tre point, sger Jacob Friis.

Cheftrænervikaren er ikke helt uprøvet i forhold til at stå i spidsen for et hold. Han er tidligere cheftræner i AaB's ungdomsafdeling, så alt hvad der handler om kampe, træning, taktik, og det der foregår på grønsværen, er han helt hjemme i. Det nye er alt det uden for banen, blandt andet den opmærksomhed der følger med at være cheftræner for et superligahold.

- Jeg har det fint med det. Jeg skal vænne mig til det, og jeg mangler sikkert også lidt træning i det her med medierne, men mon ikke, jeg kan lære det hen ad vejen. Jeg synes, det er spændende, og det er en del af det. Vi er en del af underholdningsbranchen, og vi vil gerne underholde ude på stadion først og fremmest. Der er stor bevågenhed og mange mennesker, som gerne vil vide, hvordan det går, og det er vi bare glade for, siger cheftræneren.

Mens Jacob Friis knokler for at runde sæsonen godt af resultatmæssigt, bliver der også arbejdet i kulissen. Her er sportsdirektør Allan Gaarde i fuld gang med at finde ud af, hvem der skal være cheftræner efter nytår.

Lige nu står der ifølge Allan Gaarde omkring 50 navne på hans liste over træneremner, men den skal gerne barberes ned til én helt konkret aftale, inden der går flæskesteg, julegaver og nytårsfejring i den.

- Hurtigst muligt er selvfølgelig en prioritet, for der er et større puslespil, der skal gå op, også omkring assisstenttræner og så videre. Optimalt set har vi et team på plads, som kan starte 7. januar, hvor vi har første træningsdag efter julen, siger Allan Gaarde.

Ifølge Gaarde vægtes det højt, at den kommende træner vil en spillestil, der rimer på AaB, og desuden skal det være en, hvis hjerte banker for at udvikle talenter, hvilket er blevet et varemærkle for den nordjyske klub.

Sportsdirektøren vil hverken be- eller afkræfte om Jacob Friis kunne veksle sin vikarstatus til en permanent cheftrænerrolle efter nytår. Friis selv er da også helt afklaret med, at hans rolle er at føre holdet sikkert gennem de sidste kampe før jul.

- Jeg ved godt, at der er en masse spekulatoner i gang, men jeg er fuldstændig afklaret med, at jeg har sagt ja til at hjælpe AaB i de sidste tre kampe, og det kan jeg med hånden på hjertet sige, at det er det, jeg forholder mig til, siger han.

Jacob Friis er klar til at træde et skridt i baggrunden igen, og indtage sin vante assistenttrænerrolle, når klubben har en permanent cheftrænerløsning på plads.

- Jeg har været her i klubben siden jeg var fire år, og jeg vil gerne blive lidt endnu. Rollen som assistent befinder jeg mig også godt i, så det er ikke noget problem.

Søndag får AaB besøg af Horsens klokken 14. deter en kamp, der kan ses på Eurosport 2, hvis man ikke selv kan komme på stadion. Efterårssæsonen rundes af på udebane mod OB fredag 14. december.


Seneste nyt

fra Nordjylland