Aabybro Mejeri er blevet meldt til politiet

[size=3]Det nordjyske mejeri nægter at betale en bøde - og det har kostet en politianmeldelse. [/size]

Aabybro Mejeri er blevet meldt til politiet, fordi indehaver Niels Henrik Lindhardt, afviser at betale en bøde på 10.000 kroner.Mejeriet har fået bøden på grund af et af sine produkter. I årevis har Aabybro Mejeri produceret isen "Energitæt" - blandt andet til underernærede patienter på sygehuse. Men det navn må mejeriet ikke længere bruge.

Der er netop kommet en ny EU-forordning, som beskriver, hvad man må kalde produkter. Og da ordet 'energitæt' ikke findes på listen, er det ikke lovligt at kalde produktet det. Det vil Aabybro Mejeri dog ikke rette sig efter - og det koster nu en bøde.

Indehaver Niels Henrik Lindhardt mener dog, at bøden er uretfærdig. Han siger, at forordningen om produktbeskrivelser gælder nemlig ikke produkter, der var sat i produktion før 2005. Og det var isen "Energitæt" fra Aabybro.

- Det er blevet en principsag. Jeg føler det lidt, som at hvis man har fået et barn og givet det et navn, så kommer myndighederne til barnets konfirmation og siger, at det navn må barnet ikke hedde det mere. Du skal finde et nyt navn. Jeg synes, det er latterligt, siger Niels Henrik Lindhardt.

Niels Henrik Lindhardt vil nu trække sagen i retten, og her får han opbakning af Mejeriforeningen, som stiller en advokat til rådighed. Hvornår sagen bliver taget op, er endnu uvist.


Seneste nyt

fra Nordjylland