Aalborg-direktør undrer sig over politianmeldelse: - Vi følger loven

Aalborg-webbutikken ophoerspriser.dk er en af i alt fire webbutikker, der torsdag er blevet politianmeldt af forbrugerombudsmanden for at vildlede sine kunder. Foto: Ophoerspriser.dk

Hos Aalborg-webbutikken ophoerspriser.dk er direktøren inderligt forundret over at være blevet politianmeldt, da han allerede sidste år ændrede sin hjemmeside.

- Vi er ganske forundrede over politianmeldelsen fra Forbrugerombudsmandens side.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Michael Jack Yammin, der er direktør i virksomheden YY Trading i Aalborg, som står bag webbutikken ophoerspriser.dk. Virksomheden og webbutikken er nemlig en af i alt fire virksomheder, der torsdag er blevet politianmeldt af forbrugerombudsmanden for at vildlede sine kunder.

Læs også Vildleder kunder: To nordjyske webbutikker meldt til politiet

Forbrugerombudsmanden mener nemlig ikke, at YY Trading tydeligt nok i sin webbutik gør opmærksom på, at et køb her er betinget af, at man samtidig bliver abonnent i virksomhedens fordelsklub, så kunder herefter vil få hævet et beløb hver måned, til de selv siger abonnementet op igen. En udbredt forretningsmodel, som også de tre andre politianmeldte virksomheder benytter sig af.

Hjemmesiden er allerede rettet til

Men at skiltningen skulle være for dårlig er direktør Michael Jack Yammin altså langt fra enig i. 

- Vi blev i 2016 kontaktet af Forbrugerombudsmanden, der på daværende tidspunkt var af den opfattelse, at vi ikke overholdt reglerne i markedsføringsloven. Vi var herefter i dialog med Forbrugerombudsmanden, og på baggrund af henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden foretog vi en række ændringer på vores hjemmeside. Vi meddelte den 27. januar 2017 Forbrugerombudsmanden, at der var foretaget ændringer på hjemmesiden, og vi anmodede samtidig Forbrugerombudsmanden om at bekræfte, at markedsføringen nu var i overensstemmelse med reglerne i markedsføringsloven, skriver direktøren i en mail til TV2 Nord.

Det er først, da Forbrugerombudsmanden den 6. april 2018 oplyser os om, at de agter at politianmelde os, at vi bliver bekendte med, at Forbrugerombudsmanden fortsat er af den opfattelse, at vi ikke overholder reglerne i markedsføringsloven.

Michael Jack Yammin, direktør i YY Trading

Men da han ikke siden hørte noget fra forbrugerombudsmanden, gik han ud fra, at webbutikken nu levede op til de gældende regler ifølge markedsføringsloven. 

- Det er først, da Forbrugerombudsmanden den 6. april 2018 oplyser os om, at de agter at politianmelde os, at vi bliver bekendte med, at Forbrugerombudsmanden fortsat er af den opfattelse, at vi ikke overholder reglerne i markedsføringsloven, skriver Michael Jack Yammin.

Hørte ingenting fra forbrugerombudsmanden

Han ville i dag ønske, at forbrugerombudsmanden tidligere havde svaret YY Trading på henvendelsen fra januar 2017, så webbutikken kunne have været tilrettet yderligere.

- Vi har på ingen måde nogen interesse i ikke at følge markedsføringsloven, og vi er rent faktisk af den opfattelse, at vi allerede gør dette, men vi er selvfølgelig samtidig meget lydhøre overfor Forbrugerombudsmandens forslag til ændringer/forbedringer. Vi imødeser derfor også den kvikguide, som Forbrugerombudsmanden har oplyst vil blive offentliggjort. Forhåbentlig kan den være med til at præcisere standarderne i vores branche med specifikke guidelines, skriver Michael Jack Yammin.

Så vidt han er oplyst, er det kun en lille del af de godt 200 klager, forbrugerombudsmanden har modtaget i 2018 vedrørende webbutikker med fordelsklubber, der handler om ophoerspriser.dk.

Udover YY Trading og ophoerspriser.dk er også en anden nordjysk webbutik, bilablau.dk, hvis tre ejere er fra Thisted, blevet politianmeldt ligesom webbutikkerne flipsu.dk og pluus.dk. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra bilablau.dk.

Flere nyheder fra TV2 Nord