Aalborg-elever i gang med fremtiden

Engelsk skal ifølge regeringens planer på skoleskemaet allerede fra 1. klasse - og det er en god idé, mener de på Gug Skole ved Aalborg, hvor de yngste elever er i fuld gang med at lære engelsk.

Normalt skal man gå i 3. klasse for at få engelsk på skoleskemaet, men Gug Skole indførte efter sommerferien i år helt frivilligt faget allerede fra 1. klasse.

- Vi skal danne vores børn til at kunne begå sig i en international verden. De skal ud i en verden, der er meget globaliseret, så det er vigtigt, at vi gør dem klar til at møde alle mulige andre kulturer, konstaterer skoleleder Vibeke Post Madsen.

Klasselærer Jane Christiansen, der underviser to af skolens 1.-klasser i engelsk, har masser af gode erfaringer med de små engelsk-elever:

- Det er nemt på den måde, at de er meget engagerede og nysgerrige omkring det her sprog. De er også meget umiddelbare og tænker ikke så meget på, om de siger noget forkert. De gør det bare, siger hun.

Engelskundervisningen foregår ikke med bøger, men med masser af sang og leg - eksempelvis har Jane Christiansen en kasse med små fingerdukker, der kun kan tale engelsk.

I Aalborg Kommune har også Nørholm Skole indført engelsk allerede fra første klassetrin.


Seneste nyt

fra Nordjylland