Aalborg er MGP-by i 2015

Både børn og voksne holder Melodi Grand Prix i Aalborg næste år.

Gigantium i Aalborg bliver rammen om Dansk Melodi Grand Prix og børnene MGP 2015. Begge sangkonkurrencer løber af stablen til februar.

- Giganitium er det perfekte sted at holde Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Vi har haft nogle fantastiske Grand Prix'er i Aalborg. Og jeg ved, at de virkelig formår at holde en fest og få det maksimale ud af, at showene kommer til byen, siger DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Det er femte gang Aalborg bliver MGP-hovedstad og det er altså igen Gigantium, der lægger hus til kunstnerne, TV-holdet og de op mod 8500 publikummer.

- Vi er naturligvis meget lykkelige for, at det endnu engang er lykkedes at få en aftale i stand om Dansk Melodi Grand Prix og Børnenes Melodi Grand Prix i Aalborg. Det er væsentligt at understrege, at det er hele byen og til en vis grad også Nordjylland, der står bag dette arrangement. Vi har allerede lavet en aftale med Aalborg Event om fælles markedsføring af arrangementerne, og øvrige potentielle samarbejdspartnere er allerede indkaldt til et møde i august, hvor vi sammen udarbejder en slagplan for festlighederne, der jo også skal finde sted i hele byen. Det er vores absolutte mening at leve op til sloganet Det Glade Aalborg, og det er der jo al mulig baggrund for at gøre som grandprix-by, siger direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.

Billetsalget til de to shows der løber af stablen henholdsvis 7. og 14. februar starter til efteråret.


Seneste nyt

fra Nordjylland