Aalborg får verdens største kunstværk i glas

Kunstværket Cloud City bliver en realitet, efter at entreprenørvirksomheden A. Enggaard har doneret de ti millioner kroner, der manglede, for at værket kunne blive en realitet.

Aalborg får verdens største kunstværk i glas. Det ligger fast, efter at entreprenørvirksomheden A. Enggaard har givet tilsagn om en donation på ti millioner kroner til Cloud City, som er navnet på det enorme værk, der skal opføres på havnefronten i Aalborgs vestby.

- Omdannelsen af det ikoniske industriområde til en helt ny kunst- og oplevelsesbydel er et stort og meget vigtigt skridt for Aalborg. Vi har ikke tidligere set lignende projekter i byen, landet eller sågar i Norden, og det er årsagen til, at vi nu vælger at gå ind og støtte projektet, siger Asger Enggaard, som er administrerende direktør i A. Enggaard.

Cloud City skal bestå af 68 glaskuber på hver 4,5 meter i diameter og værket, der ventes at koste 100 millioner kroner, vil række hele 30 meter op i luften, og dermed blive mere end markant på havnefronten i Aalborg Vestby, der over de næste år skal gennemgå en omfattende transformation.

Tidligere har Spar Nord Fonden, Ny Carlsberg Fondet, Aalborg Kommune og Det Obelske Familiefond støttet projektet med sammenlagt 90 millioner kroner. A. Enggaard smider nu de sidste ti millioner kroner i puljen, og initiativtager Martin Nielsen kan således sætte kunstprojektet i søen.

- Martin Nielsen er på få år gået fra at stå med et projekt, der af mange blev opfattet som urealistisk, til nu at kunne bestille værket, siger Asger Enggaard i en pressemeddelelse.

Martin Nielsen er glad for, at finansieringen af det ambitiøse projekt nu er på plads.

- Det her er en stor, stor personlig drøm, som nu går i opfyldelse. Jeg er ovenud lykkelig for, at de mange års arbejde med at få byen, fonde, investorer og netværk til at tro på projektet nu materialiserer sig i det fantastiske kunstværk, siger han.

Kunstværket er en del af omdannelsen af området omkring Spritfabrikken i det vestlige Aalborg. Cloud City og den nye bydel ventes at stå klar i 2020.

- Jeg synes, at det er fantastisk, at finansieringen af kunstværket nu er på plads. Det er en enkelt mands drøm, der er blevet til virkelighed. Stor tak til A. Enggaard for den flotte donation. Det er virkelig en stor dag for Aalborg, Nordjylland og resten af Danmark, siger Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet), borgmester i Aalborg Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland