Aalborg Festivals lover kunst, kultur og masser af oplevelser

Sommeren er højsæson for festivaler i forskellige genrer over det ganske land. Også i Aalborg kan man opleve koncerter og kultur, når Aalborg Festivals løber af stablen fra den 16.-27. august. Her vil Aalborg summe af kulturliv med koncerter, kunst, teater og shows.

På de 12 dage Aalborg Festivals varer, kan man opleve mere end 150 forskellige events og koncerter. Blandt de største begivenheder på programmet er musikfestivalerne METROPOL, den Blå Festival og den store spilfestival Game Scope.

Med programmet forener Aalborg Festivals det lokale og det internationale i en stor kulturfest, der finder sted i Aalborgs gader.

-  Jeg er sikker på, at Aalborg kommer til at syde og boble med liv og farver igen i august. Aalborg Festivals har visionen om at bringe kulturlivet ud i byen og gøre den tydelig i bybilledet. Så jeg er glad for årets spændende og komprimerede program, hvor der både er plads til masser af nyskabelser og gamle kendinge. Det bliver en fantastisk mulighed for os alle til at komme ud i gaderne, nyde Aalborg og se byen fra nye sider, fortæller Mads Duedahl (V), Sundheds- og Kulturrådmand i Aalborg Kommune. 

Nye tiltag
Musikfestivalen METROPOL har denne gang et todages-program og forsøger sig blandt andet med to nye koncertarenaer i bybilledet. En skolegård i Danmarksgade og en på Louises Plads.

En af de nye oplevelser i programmet er også kunstfestivalen, som Kunsthal NORD står bag. Det bliver blandt andet med udstillingskonceptet ”KN1-15: Femten Kunsthaller”, hvor femten af landets mest eksperimenterende billedkunstnere skal skabe en særlig kunstinstallation femten forskellige steder i byen inde i hvide kuber.

Danmarks største spilfestival Game Scope byder i år på et stort messeområde i Kedelhallen i Nordkraft. Der vil være workshops, afprøvning af Virtual Reality, E-sport, DM i spiludvikling og meget mere.

Aalborg Festivals har i år fået en ny mand i spidsen. Nemlig Casper Hestbech, der kommer fra en stilling som kulturafdelingsleder i Kulturhuset Trekanten.

Se hele program for AalborgFestivals her.


Seneste nyt

fra Nordjylland