Aalborg fik læsterlige klø af spansk storhold

Aalborg Håndbold fik aldrig et ben til jorden i søndagens Champions League-kamp mod spanske FC Barcelona, som vandt med hele 20 mål.

Aalborg Håndbold håbede på at levere et godt resultat i søndagens hjemmekamp mod FC Barcelona i Champions League. Nordjyderne kom dog aldrig i nærheden af sejren mod det spanske storhold.

FC Barcelona vandt ottendedelsfinalen i Gigantium med hele 31-11. Spanierne sad på kampen fra første fløjt og førte med 16-5 ved pausen.

Aalborg Håndbold havde svært ved at spille sig igennem det spanske holds forsvar, og når nordjyderne endelig kom frem til åbne chancer, stod Barcelonas målmand Gonzalo Perez de Vargas ofte i vejen.

Aalborgs scoringsproblemer fortsatte i anden halvleg, hvor hjemmeholdet kun fik bolden i nettet en enkelt gang i løbet af halvlegens første 12 minutter.

Barcelona-stjernerne havde ingen problemer med at komme igennem Aalborgs forsvar, og den spanske maskine fortsatte med at kværne nordjyderne.

Efter 60 minutter kunne Aalborg-spillerne kigge op på måltavlen, der viste resultatet 11-31.

- Det var grotesk dårligt. Vi var overmatchet på alle punkter, sagde Aalborgs træner Jesper Jensen efter kampen til DR.

Der spilles returopgør i Barcelona næste søndag.


Seneste nyt

fra Nordjylland