Aalborg: Flere anbragte børn skal have en uddannelse

Foto: Pressefoto

Kun hvert tredje anbragte barn får en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Det er ikke godt nok, mener Aalborg kommune, der nu laver en målrettet indsats for at forbedre statistikken.

Børn anbragt uden for hjemmet klarer sig langt dårligere i skolen end ikke-anbragte børn. Selvom de har samme begavelse som deres klassekammerater, er det kun 30 procent, der ender med en ungdomsuddannelse. For kammeraterne er tallet 79 procent. Det viser en analyse foretaget af KL. Aalborg Kommune sætter nu mere fokus på at løse den udfordring.

En god voksenstøtte og velfungerende mentorordning kan være af meget stor betydning for et anbragt barns skolesucces og fremtid

Ifølge socialchef Hanna Manata fra Aalborg Kommune, er årsagen til forskellen, at anbragte børn i alt for mange år er blevet mødt med for lave forventninger til deres evner og for få krav til deres skolegang. 

- Det nytter jo ikke noget at løse barnets problemer her og nu, hvis vi taber dem på den lange bane. Derfor skal vi klart signalere til det enkelte barn, at vi både tror på og forventer at de får en uddannelse. Derfor har vi de seneste år haft en lang række initiativer i gang for at få løftet udsatte børns skolegang, forklarer Hanne Manata.

Et af de initiativer, som Aalborg Kommune følger er Lær for Livet. Det er et program støttet af Egmont Fonden, hvor anbragte børn gennem to ugers intensive Learning Camps får et fagligt løft i matematik og dansk. En evaluering viste i 2015 at børnene havde en gennemsnitlig fremgang på hele 1,13 læringsår i matematik samt 0,88 læringsår i læsning.

De tilbagemeldinger, som vi får fra børnene er meget positive

Lær for Livets program indeholder også løbende mentorstøtte og lektiehjælp. Barnet støttes af en mentor gennem hele det seksårige forløb, hvor barnet mødes med mentor 3-4 gange om måneden.
 
- En god voksenstøtte og velfungerende mentorordning kan være af meget stor betydning for et anbragt barns skolesucces og fremtid, fortæller Illa Westrup Stephensen, der er direktør i Lær for Livet.
 
Aalborg Kommune har siden 2014 haft 11 børn og unge med i Lær For Livet. Kommunen er ved at finde yderligere 4 deltagere til dette års Learning Camps.

- De tilbagemeldinger, som vi får fra børnene er meget positive. De er glade for at deltage i Learning Camps og får nye kammerater. Samtidig ser vi et meget stort engagement hos de tilknyttede mentorer, fortæller socialchef Hanna Manata.

I Aalborg Kommune er 530 børn anbragt. Langt de fleste bor hos plejefamilier.

Flere nyheder fra TV2 Nord