Aalborg-forskere bag ridsefrit glas til mobilen

 Aalborg-forskere bag ridsefrit glas til mobilen

Verdens førende producent af specialglas og forskere fra Aalborg Universitet kan fremover være med til at skåne forbrugerne for dyre ærgrelser over flækkede fladskærme og ridsede mobiltelefondisplay.

Det er ikke raketvidenskab at gennemskue, at en brosten mod en almindelig vinduesrude med stor sandsynlighed ender i højlydt klirren og splintret glas. Men mere raffinerede forhåndsvurderinger af bestemte glastypers modstandsdygtighed er en vanskelig affære, som i vidt omfang har henvist producenterne til at prøve sig frem.

I hvert fald indtil nu, hvor forskere fra Aalborg Universitets "Glasgruppe" under Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi via et parløb med den amerikanske glasgigant Corning Incorporated har været i stand til at udvikle en algoritme, der kan forudsige glassets styrke.

- Med vores algoritme kan vi skyde genvej til at fremstille glas, der er stærkere og har en hårdere overflade, der endelig vil føre os frem til målet om at kunne producere glas, der er fuldstændig ridsefrit, siger leder af glasgruppen på Aalborg Universitet professor Yuanzheng Yue til elektronikbranchen.dk.

De seneste resultater er skabt ved at fokusere på glassets hårdhed og har givet anledning til stor opmærksomhed og rosende omtale i flere internationale videnskabelige tidsskrifter inklusive det ansete Physics.


Seneste nyt

fra Nordjylland