Aalborg Forsyning vil bruge en milliard kroner på ny varmekilde

Aalborg Forsyning vil etablere 10 geotermiske anlæg i kommunen til en samlet værdi af en milliard kroner.

Aalborg Forsyning planlægger at bruge en milliard kroner på at etablere 10 geotermiske anlæg, der skal sende varmt vand fra undergrunden ud i kommunens fjernvarmesystem.

Det skriver PolicyWatch.dk, der har kigget i det udbudsmateriale, som Aalborg Forsyning har offentliggjort på EU's portal for udbud. 

De ti anlæg skal etableres på forskellige steder i kommunen. Når først en virksomhed har vundet udbuddet, skal den valgte leverandør levere anlæggene i færdig tilstand, hvorefter Aalborg Forsyning selv står for driften.

- Anlæggene forventes leveret med udvidet garanti på eksempelvis fem år. Kontrakten vil desuden indeholde et kontraktuelt "No Cure, No Pay"-vilkår, som blandt andet indebærer, at leverandøren hverken helt eller delvist vil have krav på vederlag, såfremt det måtte vise sig, at projektet ikke rent praktisk eller på hensigtsmåde kan gennemføres som forudsat, står der i udbudsmaterialet.

Har opgivet at byde

Ifølge PolicyWatch.dk har Aalborg Forsyning indtil videre været i dialog med blandt andre A.P. Møller Holding og Geotermiske Operatørselskab, Geoop.

A.P. Møller Holding har dog siden opgivet at give et bud på Aalborg Forsynings kontrakt. 

- Vi har besluttet ikke at byde. Den samarbejdsmodel, Aalborg har valgt, hvor man selv vil eje og drive det geotermiske anlæg, når det er færdigbygget, mener vi, er for risikofyldt. Vi præsenterede sidste år en ny forretningsmodel, hvor den, der bygger anlægget og har kompetencerne, tager ansvaret hele vejen igennem og dermed også for, at det fungerer i en 30-årig aftaleperiode. Ellers kan vi ikke komme ned på en pris, der er konkurrencedygtig, har Samir Abboud, direktør i A.P. Møller Holding og ansvarlig for geotermi i selskabet, sagt til EnergiWatch. 

Aalborg Forsyning forventer, at der er underskrevet en endelig kontrakt med en leverandør i løbet af tredje kvartal 2020. 


Seneste nyt

fra Nordjylland