Aalborg giver pårørende til demensramte mere hjælp

Foto: Michael Andersen

I Aalborg Kommune har pårørende til mennesker med demens efterspurgt et tilbud om aflastning på andre tidspunkter end i dagtimerne. Det får nu kommunen til at oprette et nyt tilbud med udvidede åbningstider.

Demens bliver ofte kaldt de pårørendes sygdom. Det kan nemlig være både stressfuldt og belastende at være nærmeste pårørende til et menneske med demens.

I Aalborg Kommune er de pårørende inddraget i udviklingen af kommunens tilbud til mennesker med demens, og det nye tilbud er netop blevet til på opfordring fra pårørende.

- Det er en stor og svær opgave at drage omsorg for et menneske med demens. Vores mål er, at både pårørende og det enkelte menneske med demens får den rigtige støtte. Derfor har vi også en stor opgave i at lytte til de pårørendes behov, og de har efterspurgt et tilbud om aflastning, som ikke kun dækker dagtimerne, siger rådmand Thomas Krarup (Kons.) i en pressemeddelelse.

Se Fokus om demens:

28:33 Luk video

Tilbuddet får plads til op til syv borgere ad gangen på hverdagsaftener og i dagtimerne i weekender og på helligdage. Derudover oprettes der en særlig plads med personale hele døgnet.

- Som noget helt nyt og enestående opretter vi også en plads med fast visitering til overnatning. Nogle mennesker med demens har ikke en normal døgnrytme, og derfor kan deres pårørende også have behov for aflastning eksempelvis om natten. En fast aftale om ophold med overnatning kan give mere overskud i hverdagen, fordi den pårørende ved, hvornår næste pusterum venter, fortæller Thomas Krarup. 

Læs også Demensdans skaber livsglæde

Det behov forsøger kommunen nu at imødekomme med indtil videre en plads med overnatning, som skal gå på skift mellem flere hjemmeboende borgere, der har pladsen fast for eksempel en uge ad gangen.  

De nye pladser står klar den 1. april 2017

Flere nyheder fra TV2 Nord