Aalborg Håndbold forlænger med publikumsfavorit

Venstrefløjen Buster Juul har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med de danske mestre.

Han har én af ligaens højeste scoringsprocenter på straffekast, han er en af ligaens mest scorende venstre fløje - og så spiller han i Aalborg Håndbold tre sæsoner i endnu. Det blev i dag slået fast, da Buster Juul skrev under på en kontrakt forlængelse med Aalborg Håndbold. 

- Jeg har været på en dejlig rejse med Aalborg Håndbold, og det kulminerede med det danske mesterskab. Jeg trives i klubben og ser frem til de udfordringer, der venter i de kommende sæsoner, ikke mindst Champions League, siger Buster Juul på klubbens hjemmeside. 

På direktørgangene er man også yderst tilfredse med, at man kan holde på den talentfulde venstre fløj. 

- Det har været og er en fornøjelse at følge Buster Juuls udvikling, og vi er sikre på, at han også i de kommende sæsoner vil være en af profilerne på vores hold og i den danske liga. Han kom til Aalborg Håndbold med den rette indstilling med ydmyghed og tålmodighed, og det høster han frugten af i dag. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi nu har forlænget samarbejdet med Buster, som er blevet en rigtig publikumshelt i Jutlander Bank Arena, siger direktør Jan Larsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland