Aalborg Håndbold henter morsingbo hjem fra udlandet

Den 30-årige højreback Jesper Meinby vender i næste sæson tilbage til de danske mestre fra Aalborg Håndbold.

Aalborg Håndbold er begyndt at forstærke klubben frem mod næste sæson. De danske mestre har torsdag skrevet kontrakt med den 30-årige højreback Jesper Meinby, som dermed vender tilbage til den nordjyske klub efter et enkelt år i den franske hovedstadsklub Massy Essone.

- Jeg har fulgt Jesper Meinby i mange år i den danske liga, og han har store kvaliteter både i angreb og forsvar, som vi kan bruge, siger Aalborg Håndbolds cheftræner Aron Kristjansson i en pressemeddelelse.

Jesper Meinby, som oprindelig er fra Mors, skiftede i sommeren 2015 til Aalborg Håndbold, men efter en enkelt sæson i klubben valgte han at tage på eventyr i Frankrig. Her var han i foråret med til at sikre Massy Essone oprykning til den bedste række.

- Jeg glæder mig til at vende tilbage til Aalborg Håndbold efter et utroligt lærerigt år i fransk håndbold. Det har været en stor oplevelse både som spiller og som menneske. Der venter os nogle store udfordringer i Aalborg Håndbold med at forsvare mesterskabet og møde verdens bedste hold i Champions League, siger Jesper Meinby.

Inden skiftet til Frankrig spillede Jesper Meinby 10 sæsoner i den danske liga. Først i Viborg HK, dernæst i Mors-Thy Håndbold og en enkelt sæson i Aalborg Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland