Aalborg Håndbold sikrede sejren over GOG i målfest på Fyn

Efter en usikker start fik Aalborg Håndbold et godt tag om GOG og vandt lørdagens ligakamp 34-30.

Der var ikke mangel på mål, da Aalborg Håndbold og GOG tørnede sammen på fynboernes hjemmebane i Gudme. 64 mål blev det til samlet og set med de nordjyske briller var fordelingen af de mange mål helt optimal. Aalborg Håndbold formåede nemlig at placere den klistrede bold i GOG-målet 34 gange mens hjemmeholdet "kun" fik sat 30 mål ind på kontoen.

Aalborg Håndbold fik ellers ikke nogen optimal start på kampen og GOG kom hurtigt foran 5-2, men med fire mål i streg fik Aalborg vendt bøtten på hovedet og så var det pludselig nordjyderne, der havde taget føretrøjen på.

Holdene gik til pause 14-14 efter at have fulgtes pænt ad gennem hele resten af halvlegen.

Trak fra i det sidste kvarter

Anden halvleg startede som den første sluttede. De to hold fulgtes nogenlunde ad. Først kom Aalborg foran med et par mål og kort tid efter var det GOG, der havde vundet momentum og kom foran igen.

Med godt et kvarter skiftede momentum dog afgørende til Aalborg Håndbolds fordel og med otte minutter igen var de forsvarende danske mestre, der også kan skrive pokalvinder og Super Cup-vinder på visitkortet, afgørende foran med 31-26 og da haluret løb ud efter 60 minutter viste måltavlen altså 34-30 til Aalborg Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland