Aalborg Håndbold slår overlegent nordmænd i Champions League

Aalborg Håndbold fik en forrygende start på dette års Champions League i håndbold, da besejrede norske Elverum med ti mål.

Der er ingen nemme kampe for Aalborg Håndbold i herrens Champions League i år. Det nordjyske mesterhold er landet i gruppe med storhold som Paris SG, FC Barcelona og Flensburg, og søndag aften fik de en perfekt start på dette års gruppespil.

På udebane i Norge mord Elverum var de danske mestre ikke til at stoppe. På overlegen vis vandt Aalborg Håndbold 34-24.

Kampen startede ellers tæt, og de to skandinaviske hold fulgtes længe ad. Men ved stilling 10-12 til Aalborg Håndbold i første halvleg begyndte nordjyderne at trække fra.

Særligt en storspillende Mads Christiansen var med fem mål i første halvleg en afgørende faktor for, at Aalborg kunne trække fra nordmændene i første halvleg, og gå til pause med en føring på 18-12.

Føring var aldrig i fare

Ved pausen var kampen mere eller mindre afgjort, for nordmændene nåede aldrig at gøre Aalborgs forspring mindre end fire mål i anden halvleg.

Mod slutningen af kampen blev forspringet kun større og større særligt takket være Mads Christiansen og Sebastian Barthold, der scorede henholdsvis otte og syv mål i kampen.

Til sidst kunne Aalborg Håndbold sågar tillade sig at spare på nogle af de bærende kræfter, og heller ikke det satte føringen over styr. Så da haluret i Norge viste 60 minutter kunne aalborgenserne juble over en sejr på 34-24.


Seneste nyt

fra Nordjylland