Aalborg Håndbold tabte EHF-kamp mod spaniere

På hjemmebane tabte Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag deres anden kamp i EHF Cuppens gruppe A til det spanske hold Granollers.

Hjemmebanefordelen er bevist, men den hjalp lørdag eftermiddag ikke Aalborg Håndbold i bestræbelserne på at få point på kontoen i EHF Cuppens gruppe A.

Modstanderen var den spanske klub Fraikin B.M. Granollers og spanierne blev for stor en mundfuld for nordjyderne der tabte 31-25 i Jutlander Arena i Aalborg.

Nordjyderne kom rigtig skidt fra start, og var gennem hele kampen bagud til spanierne. I anden halvleg var de dog tæt på at udligne til stillingen 16-16, men i stedet trak udeholdet fra.

Nederlaget er Aalborg Håndbolds andet i EHF Cuppens gruppespil og nordjyderne indtager dermed sidstepladsen i gruppen.

Søndag mødes de to øvrige hold i gruppen - Magdeburg og Dinamo Bukarest hinanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland