Aalborg Havn og Royal Arctic Line lægger fremtidsplaner

Royal Arctic Line ville egentlig trække sig fra aftalen med Aalborg Havn før tid. Nu nærmer parterne sig muligvis en aftale for fortsat samarbejde.

Direktionen i Aalborg Havn var tirsdag i Nuuk, hvor der blev diskuteret fremtidsplaner med rederiet Royal Arctic Line. Rederiet har været en vigtig samarbejdspartner for Aalborg Havn siden 1971, men i oktober 2016 meldte de ud, at Aalborg Havn ikke indgår i deres fremtidsplaner. Faktisk ønskede rederiet at trække sig i 2019, tre år før aftalen egentlig løber ud i 2022.

Men Aalborg Havn giver ikke så let slip, og onsdag holdt de derfor det fjerde møde i Nuuk med direktionen i Royal Arctic Line for at forsøge at finde ud af, hvordan man kan bevare samarbejdet.

Dagsordenen for mødet blev allerede aftalt i Nuuk torsdag den 2. februar ved et lignende møde mellem direktionerne. Aalborg Havn Logistik A/S præsenterede på det tre timer lange møde et samlet bud på et nyt koncept efter 2022, når den nuværende basishavnaftale løber ud.

- Vi har igen haft et – efter min mening – positivt og frugtbart møde. Vi har præsenteret Royal Arctic Line for en prisstruktur, der matcher den nye samarbejdsmodel, hvor Royal Arctic Line har reduceret sine aktiviteter i Danmark. Nu skal de i gang med at se på tallene til næste møde, der forventes afholdt i juni, siger administrerende direktør i Aalborg Havn A/S, Claus Holstein.

Samarbejdsmodellen betyder, at Aalborg Havn kan overtage ansvaret for containerterminalen fra 2023. 

Royal Arctic Line havde siden seneste møde frigivet tegninger og tekniske data på deres nye containerskib, der er under konstruktion. Det ser ikke ud til, at det nye skib, som Royal Arctic Line forventer leveret medio 2019, kommer til at give udfordringer med vanddybden i Limfjorden.

- Med en ”design draft” på ni meter vil det ikke give problemer i hverken sejlløb over Hals Barre eller langs kajerne i Aalborg Havn Øst, og dermed skal der ikke uddybes. Der skal sandsynligvis laves en mindre udvidelse og oprensning af vendebassinet foran indsejlingen til havnen, men det kan være klar allerede i 2018. Vi er til gengæld sikre på, at havnen skal ud og anskaffe én eller to nye gantrykraner i panamax-størrelse til betjening af det nye skib. Vi regner pt. på Royal Arctic Lines krav til hastigheden i forbindelse med håndtering af det store skib, og beregningerne kan indikere, at havnen skal investere i to store kraner. Vi går nu i gang med at lave specifikationerne til kranerne og sender det i EU-udbud over sommeren, siger Claus Holstein.

Den nuværende gantrykran kan ikke betjene skibe med en bredde med 12 rækker containere, og desuden er kranen fra 1998, så den trænger til at bliver aflastet. Aalborg Havn ser det nye koncept som en mulighed for at få opgraderet kranteknologien, det giver en god start på udviklingen af den nye terminal, som skal sikre, at Aalborg Havn kan fortsætte væksten, når den nuværende kapacitet forventes fuldt udnyttet i 2022.

Aalborg havn Logistik A/S orienterede ligeledes Royal Arctic Line om, at havnen er i gang med at udvikle et frysehus/logistikcenter-projekt i Nuuk, som kan være med til at udvikle Sikuki Havn som et hub for eksport af frossen fisk. Projektet præsenteres i løbet af sommeren i sin endelige form. I basishavnaftalen er der indskrevet en udvidelse af frysehuskapaciteten med 50 procent i Aalborg, men med de nuværende planer hos Royal Arctic Line vil det give mere mening, at frysehuset etableres i Nuuk.

Claus Holstein forventer, at projektet vil skaffe permanent arbejde til mere end ti personer.


Seneste nyt

fra Nordjylland