Aalborg Havn udvider for flere hundrede millioner

Aalborg Havn udvider over de næste to år for 500 millioner kroner. Med udvidelsen følger mange nye virksomheder og mange nye arbejdspladser.

Håndværksmester Brian Nyrup og hans svende er allerede i gang med et af de første nye byggeprojekter på Aalborg Havn. Det er et vindmølle-testcenter, som skal udbygges. Det betyder arbejde til håndværkerne.

- Selvfølgelig er det en fordel. Det skaber arbejdspladser, og det har vi brug for. Så det er kun positivt, siger Brian Nyrup.

Byggeriet af vindmølle-testcenteret er kun begyndelsen. Igennem de næste to år vil Aalborg Havn udvide for 500 millioner kroner.

- Vi har to måder at udvide på. Den ene er, at vi udvider den fysiske infrastruktur, altså længden på kajer, og den anden del er bygninger og teknologi, siger direktør for Aalborg Havn, Carsten Holstein.

Aalborg Havn skiller sig ud i forhold til de andre nordjyske havne ved at have fokus på offshore, logistik samt transport til og fra Grønland. Men i fremtiden vil flere teknologiske virksomheder finde vej til havnen.

- Vi kommer med en kran, lastbiler og lagerhaller. Alt det, som virksomhederne traditionelt ikke så gerne selv vil investere i. Virksomheder i dag vil investere i deres kernekompetencer i nogle teknologier, og så sørger vi for infrastrukturen, siger direktøren.

Der er cirka 100 virksomheder på Aalborg Havn. Udvidelsen vil medføre op mod 1000 nye arbejdspladser, og dem vil håndværksmesteren gerne have del i.

- Det vil vi da gøre noget for. Det er jo det, vi gerne vil. Så vi står med åbne arme, siger Brian Nyrup.

Målet for Aalborg Havn er at tiltrække nye virksomheder og lejere til havnen, der ligesom vindmølleproducenter har en fordel ved at transportere produkter via skibe.

- Vi har kun 10 meter vand i Aalborg, og det vil sige, at vi skal specialisere os i de skibe, der ikke er så store. Men vi må jo skabe en forretning i de omgivelser, vi har, siger direktør Carsten Holstein.

I dag arbejder cirka 9000 personer på havnen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland