Aalborg Karneval booker stort DJ-navn

Aalborg Karneval har booket en af tidens største DJ-navne, nemlig svenske Vigiland, der er blevet streamet mere end 500 millioner gange.

Når Aalborg Karneval løber af stablen i 2018 kulminerer musikken på den store scene i Kildeparken, når duoen Vigiland spiller op under karnevalsgæsterne.

Svenske Vigiland har slået sig fast som et af tidens største dancenavne med millioner af streams og 15 gange platinium på bare to år. Vigiland er dermed det største navn nogensinde, som spiller til Aalborg Karneval.

- Det er en fantastisk følelse at få lov til at sige tak til vores elskede karnevalister med en bookning som Vigiland, siger Mette Bugge, der er formand for Aalborg Karneval.

Hun henviser til, at det kan lade sig gøre, fordi opbakningen til Aalborg Karneval er stor, og deltagerne køber loyalitetsarmbånd, der giver karnevalet indtjening.

vi åbner et helt nyt område med elektronisk musik

Mette Bugge, formand for Aalborg Karneval

Vigiland er kendt for hitsinglerne ”UFO”, ”Shots&Squats” og ”Pong Dance”, der alene har høstet mere end 250 millioner streams.

- Vi har otte store navne på plakaten i år, hvilket er tre mere end sidste år, og en anden stor nyhed er, at vi åbner et helt nyt område med elektronisk musik. Der er ingen tvivl om, at vi binder en større økonomi i kunstnere i Kildeparken, end vi plejer, siger Mette Bugge fra Aalborg Karneval.

Aalborg Karneval afholdes til maj, og er blandt de ti største karneval i verden.

Hvert år besøger op til 300.000 deltagere karnevalet i Aalborg.

 

Forsiden lige nu