Aalborg-kok vinder DM i chokolade

Foto: Morten Degn

Foto: Morten Degn

1 af 2

Cæcilie Dolleris fra restauranten Musikkens Spisehus i Aalborg løb med sejren og kan nu kalde sig danmarksmester i chokolade 2014 for kokkeelever.

DM i chokolade 2014 for kokkeelever fandt sted i weekenden i forbindelse med dette års Food Expo i Herning. Her konkurrerede adskillige hold kokkeelever om titlen som danmarksmester i chokolade 2014. Blandt dem var konditor og kokkelev, Cæcilie Dolleris, og hendes makker Mikkel Zachau, der ifølge dommerpanelet mestrede chokoladekunsten bedst.

Holdene fik samme udfordring, der bestod i at skabe en kage- og desserttallerken, som blevet vurderet ud fra forskellige parametre, blandt andet smag, tekstur og udseende. Cæcilie Dolleris leverede i semifinalen en dessert baseret på chokolade og passionsfrugt, mens vinderkagen - en sammenlagt kage - indeholdte både chokolade, karamel og kaffe.

- Jeg tror, at det var smagen, der gjorde forskellen. Jeg fik især ros for de forskellige smags-sammensætninger, som passede rigtig godt sammen. Og så ved jeg fra min tid på Konditorlandsholdet, at det kan betale sig at holde sit køkken rent, hvis man vil have en god bedømmelse, siger en glad Cæcilie Dolleris.

Den nyudnævnte danmarksmester i chokolade har sin daglige gang i restauranten Musikkens Spisehus i Musikkens Hus. Her er hun ansat som konditor og skal blandt andet stå for restaurantens kagebuffet.

- Vinderkagen tager meget lang tid at lave, og den er derfor ikke så oplagt i restauranten, men jeg vil helt sikkert tage nogle af de smage og teknikker, som jeg brugte til DM, med ind i restauranten og på kagebordet, siger Cæcilie Dolleris.

Se mere til vinderen i vores udsendelse 19.30.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord