Aalborg kommune ansætter ny kommunaldirektør

Christian Roslev Foto: Steen Brogaard

Tidligere direktør i NT og DSB tiltræder i april som kommunaldirektør i Aalborg kommune.

Aalborg Byråd har i dag godkendt, at Christian Roslev fra 1. april 2016 bliver ansat som ny kommunaldirektør i Aalborg Kommune.

Christian Roslev afløser Jens Kristian Munk, der efter 17 år på posten, har valgt at gå på pension. Christian Roslev, der er 48 år, kender allerede til Aalborg Kommune, idet han i dag er ansat som projektdirektør i By- og Landskabsforvaltningen, hvor han blandt andet er ansvarlig for den kommende BRT-løsning.

- Jeg er rigtig glad for, at byrådet på baggrund af en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg har valgt, at Christian Roslev skal være Aalborg Kommunes nye kommunaldirektør, og jeg glæder mig meget til at komme til at arbejde tæt sammen med Christian, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter;

- Jeg kender Christian som en meget dygtig, strategisk, visionær og tillidsfuld person. Jeg er sikker på, at han på bedste vis vil kunne matche de høje krav, vi har til den øverste embedsmand. Aalborg Kommune er inde i en rivende udvikling, og vi har fx i højere grad end tidligere fokus på at være med til både at sætte den landspolitiske dagsorden og være aktive på den internationale scene. Her får vi et stærkt kort i Christian Roslev.

Men det nationale og det internationale fokus er ikke tilstrækkeligt. Der skal også til stadighed udvikles på de indre linjer. Også her ser borgmesteren en stærk person i Christian Roslev. 

- Christian har god erfaring fra det offentlige. Fra sin tid som direktør i blandt andet Nordjyllands Trafikselskab (2006-2011) og Frederikhavn Kommune (2013-2015) har Christian fået et grundigt indblik i, hvordan den kommunale organisation er skruet sammen, og Christian har ved både samtalerne og ved de tests, han har gennemgået, tydeligt vist, at han har øje for, hvor vigtigt det er, at vi til stadighed optimerer og effektiviserer vores store organisation, siger Thomas Kastrup-Larsen og tilføjer,

- Og så har Christian heldigvis også en helt naturlig forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi i hele Nordjylland fortsat samarbejder om den videre udvikling – og at det selvfølgelig er helt naturligt, at Aalborg Kommune et langt stykke hen ad vejen er lokomotivet for denne udvikling.

Ansættelsesudvalget bestod af Magistratens medlemmer og leder- og medarbejderrepræsentanter. Der var 19 ansøgere til stillingen og Mercuri Urval har været konsulent på opgaven.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord