Aalborg Kommune lægger affald på sti

Glasskår og andet affald ligger spredt på stierne i Østerådalen i Aalborg. Aalborg Kommune har brugt byggeaffald til at renovere stierne med. Men det er uacceptabelt, mener flere borgere.

Det er gammelt byggeaffald, der er spredt på stierne i Østerådalen, det indeholder blandt andet glasskår, kabler, aluminium og plastik. Og det er ikke bare grimt at se på, det er også farligt.

- Det er forkasteligt, at man kan finde på at gøre det, og så i et fredet naturområde. Jeg ved ikke hvad man tænker på, siger Finn Nielsen, der har det daglige opsyn med køerne i Østerådalen.

Genbrug er normalt godt for miljøet, men den slags genbrug Aalborg Kommune benytter sig af i de grønne områder ved Østerådalen, giver ikke en grøn smiley.

- Vi Kan ikke undgå, at der kan være et stykke glas eller en rest fra en flise, men som hovedregel er det nedknust beton, siger Hans Tophøj, der er chef ved Entreprenørenheden i Aalborg Kommune.

Genbrugsgsmaterialet bruges som en slags stabilgrus, bagefter skal der puttes et toplag med fint grus ovenpå.

- På nuværende tidspunkt, der kan der være anledning til at se på, om det er det rigtige materiale at bruge. Vi er nødt til at overveje om det vi gør er fornuftigt, siger Hans Tophøj.


Seneste nyt

fra Nordjylland