Aalborg Kommune overtager Nordjyllands-værket: Pris 725 millioner

Foto: Per Frank Paulsen

Fra 1. januar 2016 vil Aalborg Kommune producere el. Kommunen har netop skrevet under på en aftale om at købe Nordjyllandsværket for 725 millioner kroner.

Det svenske energiselskab Vattenfall har onsdag solgt det sidste af de tre kraftværker selskabet ejede i Danmark.

Det er Nordjyllandsværket lige nord for Aalborg, der er tale om og køberen er Aalborg Kommune, der for 725 millioner kroner kommer til at eje værket gennem et aktieselskab.

- Med købet af Nordjyllandsværket får vi en maksimal indflydelse på udvikling af energiforsyningen til Aalborg Kommunes indbyggere, og vi får en helt enestående mulighed for at realisere vores vision om en bæredygtig udvikling. Vi vil sikre en omstilling fra kulbaseret varme til grøn energi, og inden udgangen af 2016 vil vi lave en strategi for, hvordan vi kan realisere en omstilling til grøn energi, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Nordjyllandsværket leverer 60 procent af den varme som Aalborg Forsyning - for en meget lav pris - sælger videre til forbrugerne, og borgmesteren mener, man ved at købe kraftværket sikrer at de lave priser kan fortsætte - også efter 2028 hvor den nuværende aftale løber til.

- Havde vi ikke købt værket, er vi ret overbeviste om, at forbrugerne ville komme til at opleve en stigning på varmeudgifterne. Med købet har vi sikret, at kommunens forbrugere også i fremtiden kan få varme til rimelige priser, siger borgmesteren og fortsætter,

- Kort sagt, så mener jeg, at vi med købet har lavet en fremtidssikret investering - en investering i vores miljø og en investering i en økonomisk forsvarlig varmekilde. Der er tale om et yderst veldrevet kraftværk, og jeg glæder mig til at byde de ca. 100 medarbejdere, som bliver overdraget ved købet, velkommen til deres nye arbejdsgiver.

Købet blev vedtaget på byrådsmødet 22. juni, men Venstre, Konservative og Liberal Alliance kunne ikke stemme for købet, og fik deres kritiske kommentarer skrevet ind i mødereferatet.

Udover handlen til de 725 millioner køber Aalborg Havn A/S, der er ejet af Aalborg Kommune købt Nordjyllandsværkets arealer, kajanlæg, kraner, tankanlæg, administrationsbygning med mere.

Har du et godt tip?