Aalborg Kommune vil have borgere hurtigere hjem fra sygehus

00:48

Magistraten i Aalborg Kommune har fremlagt sit budgetforslag til 2016. Foto: TV2 Nord

1 af 2

Aalborg Kommune fastholder de nuværende skatteprocenter i det nye budgetforslag, hvor der er afsat penge til nyt center med 48 midlertidige boliger, så borgerne hurtigere kan udskrives fra hospitalerne.

Aalborg Kommunes netop fremlagte anlægsbudget for 2016 er på 694,9 millioner kroner og indeholder en række nye tiltag.

Der bliver foretaget en række omprioriteringer indenfor den eksisterende budgetramme. Det drejer sig om nye rehabiliteringspladser og kompetenceløft til medarbejderne på ældreområdet.

- For at sikre, at kommunens borgere kan komme hurtigst muligt hjem fra sygehuset, etablerer Aalborg Kommune et nyt center med 48 midlertidige boliger, herunder 25 geriatriske boliger (ældremedicinske boliger, red.), skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

377 millioner til skoleområdet

På den kulturelle front er der afsat penge til Aalborg Festival og Ordkraft, mens der er afsat 10 millioner kroner i beskæftigelsesindsatsen til nedbringelse af antallet af borgere på offentlig forsørgelse ved at styrke Jobcentrenes samarbejde med de private virksomheder.

På skoleområdet er der fokus på opdatering af skolernes læringsmiljøer. Hastigheden bliver sat lidt ned i forhold til sidste års budget, men der er afsat 377 millioner kroner over en fire-årig periode.

Tall Ships Races i 2019 eller 2020

I begyndelsen af august blev der holdt licitation for et projekt til omdannelse af Fri-luftsbadet til et Maritimt Center. Licitationen var baseret på det vindende projektfor-slag fra 2013, men lå betydeligt over det overslag, som den tilknyttede rådgiver havde udarbejdet. Projektet bliver nu omprojekteret og udbydes på ny i løbet af efteråret 2015. Derfor er Vestre Fjordpark fastholdt i budget 2016 og 2017 og det forventes, at projektet fortsat kan gennemføres, så det står klart til DGIs lands-stævne i 2017.

Sammen med nybyggerier er der også afsat penge til nedrivninger af forfaldne huse i landdistrikterne. Fire millioner kroner er afsat til formålet.

Som borgmester Thomas Kastrup-Larsen udtrykte det under årets Tall Ships Races, vil kommunen have de store skibe tilbage til byen. Derfor søger byrådet om værtsskabet i '19 eller '20.

Flere nyheder fra TV2 Nord