Aalborg Lufthavn beklager: - Primera Air håndterede aflysning dårligt

Foto: Aalborg Lufthavn

Primera Air håndterede aflysningen af deres afgang til Malaga i weekenden dårligt, men generelt har Aalborg Lufthavn gode oplevelser med luftfartsselskabet.

I søndags kom en familie fra Aabybro i en gevaldig ferie-klemme, da luftfartsselskabet Primera Air aflyste deres afgang til Malaga fra Aalborg Lufthavn.

Og det var der også flere andre passagerer, der gjorde, oplyser direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

Læs også Familie fanget af flyaflysning: Mister halv ferie i Spanien

- Den her sag var lidt uheldig. Først blev afgangen udsat, og så blev den senere aflyst. I den slags situationer er det vigtigt, at man får informeret rigtigt, og det gav os noget ekstra arbejde at håndtere aflysningen, fordi nogle passagerer ikke fik beskeden om den, siger Søren Svendsen til TV2 Nord.

Derfor har han også været i kontakt med Primera Air om den dårlige håndtering af aflysningen.

- De har lovet, at de gør det bedre en anden gang, så det stoler vi på. Generelt har vi et godt indtryk af Primera Air. Selskabet opererer på samme måde som mange andre selsaber, og det plejer at fungere udmærket. Så jeg ved ikke, om det var, fordi det var en weekend eller i starten af ferieperioden, at det glippede denne gang, siger Søren Svendsen.

Derfor ligger det meget fjernt for ledelsen i Aalborg Lufthavn bare at overveje at indstille samarbejdet med Primera Air, som får kritik af mange tidligere passagerer på TrustPilot.

- Folk gør sig jo nogle erfaringer, men vi vil ikke sige, at Primera Air er markant dårligere end andre luftfartsselskaber. Det var en dårlig håndtering af den her sag, men ellers fungerer det udmærket hos dem, og de flyver til og fra Aalborg mange gange om ugen, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord