To Aalborg-piger vandt nordisk dansekonkurrence

Nordisk dansekonkurrence arrangeret af Disney Channel, blev vundet af to piger fra Aalborg.

Vandt i Disney Channel
Karina Aabo Fosnæs, 17 år, fra Svenstrup og Mie Ranum Nielsen, 15 år, fra Aalborg har vundet Disney Channels dansekonkurrence My School Musical i Skandinavien.

Nordisk finale i London
I My School Musical-finalen kom alle de nordiske finalister til London, fik hjælp af en dansecoach til at pudse det sidste af på koreografien og blev professionelt stylet, hvorefter de skulle optræde over for et publikum og med en række kendte personer som dommere: Simon Mathew fra Danmark, Josefine Sundström fra Sverige, Marco Bjurström fra Finland og Julia Geitvik fra Norge.

Finalen blev vist på Disney Channel fredag d. 11. april.

1000 dansevideoer
Disney Channel modtog mere end 1000 dansevideoer fra alle de nordiske lande.
Fire semifinalister fra de respektive nordiske lande blev præsenteret på Disney Channels lokale hjemmesider, og alle som havde lyst kunne stemme på deres yndlingsbidrag.

250.000 stemmer
Det resulterede i over en kvart million nordiske stemmer.
My School Musical er en nordisk dansekonkurrence for børn og unge mellem 7 og 17 år, som godt kan lide at danse og optræde. Det var muligt at deltage individuelt eller sammen i en gruppe på 2-5 personer.

High School Musical 2
Konkurrenceopgaven bestod i at indspille en dansevideo til udvalgte hits fra filmen High School Musical 2 og sende videoen ind til Disney Channel.


Seneste nyt

fra Nordjylland