Aalborg Pirates forlænger med topmålmand

Foto: TV 2 SPORT

Ishockeykeeperen Ronan Quemener har netop forlænget sin kontrakt hos Aalborg Pirates.

Den franske ishockeymålmand Ronan Quemener har været en af de bedste målmænd i Metal Ligaen denne sæson. Han har netop underskrevet en kontrakt, der forlænger hans kontrakt for den kommende sæson hos Aalborg Pirates.

- Vi er utroligt stolte i Aalborg over, at det har været muligt at holde på sådan en stærk sidste skanse. En stærk målmand siges at være 50 procent af holdet, og det må man sige, at han har levet op til indtil videre i denne sæson. Han arbejder hårdt til træning, og han giver sig altid 100 procent for holdet, hvilket er en af grundstenene i holdet, siger assistenttræner Ronny Larsen.

Quemener har spillet flere landskampe for det franske landshold, og kom til Aalborg før denne sæson fra svenske Asplöven HC.

Inden aftenens kamp, som spilles klokken 19 mod Sønderjyske, ligger Quemener med en redningsprocent på 92,04 procent, hvilket gør ham til en af topmålmændene i ligaen i denne sæson.

Har du et godt tip?