Aalborg Portland åbner nye faciliteter i Frankrig

Aalborg Portland eksporterede mere end en million tons grå og hvid cement forrige år. Foto: Aalborg Portland

Aalborg Portland har øget eksporten til over en million tons grå og hvid cement i 2018.

Læs også Mindre CO2: Aalborg Portland bliver regeringens første klimapartner

Der er godt gang i salget til udlandet hos Aalborg Portland, som i 2018 har øget eksporten af grå og hvid cement med seks procent sammenlignet med året før.

Over de seneste fem år har cementproducenten øget eksporten fra fabrikken i Aalborg med mere end 34 procent fra 746.000 tons i 2014 til over en million tons i 2018. Det skyldes ikke mindst en stor vækst i salget af den særlige hvide cement, som i samme periode er steget med knap 40 procent fra 505.000 tons i 2014 til over 700.000 tons i 2018.

- Med undtagelse af vores eget hjemmemarked Danmark, hvor væksten i byggeriet ser ud til at stagnere, mærker vi i disse år fremgang på stort set alle markeder – og det er i høj grad vores hvide cementtype samt vores fokus på innovation og udvikling af materialerne, der driver fremgangen i vores eksport fra fabrikken i Aalborg, siger kommerciel direktør René Fich Jespersen fra Aalborg Portland og fortsætter.

- Den positive udvikling kommer dog ikke bag på os, eftersom vi og resten af Cementir-koncernen er markedsledende inden for hvid cement, som i disse år er i høj kurs verden over. Det skyldes blandt andet vores høje leveringssikkerhed på Aalborg White kombineret med dens høje kvalitet, arkitektoniske muligheder samt dens bæredygtige egenskaber i form af et mindsket varmeoptag i bygninger med hvide facader og dermed mindre behov for køling.

Nye faciliteter i Marseilles

Læs også Aalborg Portland leverer bedste resultat nogensinde

Et opkøb i Belgien har haft en positiv indvirkning på den øgede eksport af den innovative hvide cement til Benelux-landene. Det belgiske kontor blev etableret i sommeren 2017 med fire ansatte, og samme år solgte Aalborg Portland sammen med moderkoncernen Cementir knap 47.000 tons hvid cement i regionen. Det tal blev næsten fordoblet i 2018, hvor cementkoncernen nåede et samlet salg på 85.000 tons.

Ligeledes åbnede Aalborg Portland i 2017 et nyt siloanlæg i den franske havneby Rochefort – og nu udvider koncernen så med åbningen af nye faciliteter primo 2020 tæt ved Marseilles i Frankrig.

- Vi har vores rødder i Aalborg, men vi er også en del af en international koncern, der handler med hele verden, og som oplever stor efterspørgsel efter netop vores produkter. Derfor prioriterer vi at være til stede lokalt i de markeder, hvor potentialet er stort – og her har vores strategiske opkøb i Belgien bekræftet, at en øget lokal tilstedeværelse kan bære frugt. Vi håber derfor at kunne videreføre vores gode erfaringer med en øget tilstedeværelse i Frankrig, forklarer René Fich Jespersen.

  Foto: Aalborg Portland

Forsiden lige nu