Aalborg Portland får klimasmæk

Aalborg Portland risikerer at miste retten til gratis CO2-kvoter.

Ser man på fordelingen af CO2-kvoter har Aalborg Portland de seneste år nærmest været forgyldt med gratis kvoter. Men det kan være slut nu. Det erfarer Børsen.

Virksomheden har i øjeblikket masser af kvoter, som de ikke har brugt, og de er en formue værd. CO2-kvoter, som er tilladelser til at udsende klimagas, handles som værdipapirer, og selv om prisen er styrtdykket, så skriver Ingeniøren, at Aalborg Portland har kvoter for 150 millioner kroner.

Aalborg Portland topper listen over virksomheder, der har fået større kvoter, end de har kunnet udnytte. Sidste år fik virksomheden lov til at udlede 2,4 millioner ton CO2, men udledte rent faktisk kun 1,6 millioner. Nu står virksomheden ifølge Børsen til at miste retten til at modtage de gratis kvoter i en mængde, der svarer til hele virksomhedens produktion.

Det sker i forbindelse med en kommende revision af en liste over særligt konkurrenceudsatte sektorer i EU.


Seneste nyt

fra Nordjylland