"All About Love": Aalborg Pride fester gennem Aalborgs gader

For fjerde år i træk afholdes der lørdag Aalborg Pride Parade, der hylder mangfoldigheden i Nordjylland.

Når den farverige Aalborg Pride Parade går turen gennem Aalborg lørdag, er det for at sætte fokus på menneskerettigheder for LGBT+ personer. 

Med fest, farver og taler går paraden fra Kildeparken gennem centrum til Karolinelund. 

- Foreningens vision er at involvere borgere i Nordjylland og skabe ligestilling til alle uanset seksuel orientering og kønsidentitet, så vi sammen kan sætte Nordjylland på prideverdenskortet og styrke regionens mangfoldige og kulturelle profil, skriver Aalborg Pride i begivenheden på Facebook. 

Paraden består af forskellige foreninger, institutioner, interesseorganisationer og virksomheder.

- "All About Love" er ikke blot en kamp for rettigheder og ligestilling, men også en fejring af, at vi allerede er en nation fuld af respekt, mangfoldighed og åbenhed, skriver Aalborg Pride. 

Forfesten starter klokken 11 i Kildeparken, hvor folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen vil holde åbningstale. Derefter går turen til Karolinelund, hvor der er musik fra klokken 12.30. Festen slutter i Karolinelund klokken 21.


Seneste nyt

fra Nordjylland