TV2 Nord

Aalborg-professor: Løkkes boligkrise skaber negativ vækst

Boligkøberne stod til at blive forgyldt af gaveregn fra både S-SF og regeringen. Nu ender de i stedet som gidsler i valgkampens vækstdebat.

Sammenbruddet i VKO's vækstpakkeforhandlinger og udskrivelsen af valget betyder, at boligudspillene ikke gavner, men snarere svækker væksten. Det skriver dagbladet Information. Det vurderer professor i økonomi ved Aalborg Universitet, Nina Smith, som hører til den række af økonomer, der har frarådet både regeringen og S-SF at kaste milliarder efter boligmarkedet, fordi det ikke vurderes at have den store effekt.

Den uheldige timing gør dog forslagene endnu værre, forklarer hun.

- Uroen gavner bestemt ikke væksten i denne måned. Der vil næppe blive handlet ret mange huse, og en hel del af forbrugerne er tilbageholdene, fordi de ikke ved præcis, hvilke udsigter de har. Uden at sætte præcise tal på, kan man sige, at det uden tvivl vil være med til at dæmpe væksten, siger Nina Smith, der kalder vækstudspillene på boligområdet "panikagtige".

Også formand for Ejendomsmæglerforeningen, Steen Winther-Petersen, kritiserer regeringen for ikke at kunne levere et flertal:

- Hvis VK havde afstemt forslagene med DF, havde de kunnet indgå en aftale. Men nu ender det i mudderkastning, som betyder, at boligmarkedet ligger stendødt. Man kunne også have afstemt det med S-SF, hvis villigheden er der. Men for 14 dage siden var det ikke opportunt, og nu bliver uroen til voldsom skade for boligejerne, siger han, der hellere så en hurtig aftale.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord