Aalborg Sygehus beklager, at 83-årig kræftsyg mand blev sendt hjem

Der er sket en fejl, og vi beklager meget. Så kontant lyder det fra centerchef hos Aalborg Sygehus, Frank Brøgger, efter det er kommet frem, at den 83-årig kræftsyge, Niels Kirch Larsen, Nørresundby, natten til onsdag blev sendt hjem fra sygehuset uden først at have underrettet pårørende om, at manden var på vej hjem.

Niels Kirch Larsen er lænket til sengen på grund af knoglekræft og har samtidig komplikationer med det kateter, der skal hjælpe ham af med vandet.

Det går helt galt natten til onsdag, og en vagtlæge sender Niels Kirch Larsen med ambulance til sygehuset. Hustruen, Solveig, bliver hjemme og går i seng, helt sikker på, at nu får manden den hjælp, han har brug for, og hun kan hente ham igen dagen efter. Men allerede tre timer senere bliver manden sendt hjem igen. 
 
- Jeg siger til dem på sygehuset, at det er en dårlig ide at sende mig hjem midt om natten, fortæller Niels Kirch Larsen og fortsætter:
- Min kone ville formentlig være gået i seng uden høreapparat, og så kan hun altså ikke høre noget, og jeg kan ikke komme ind. Det sagde jeg til en sygeplejerske, men hun reagerede ikke. Jeg blev sendt hjem alligevel.

Niels Kirch Larsen ligger på en båre i ambulancen i en halv time, mens Falck-folkene ringer på og banker på ruderne hjemme hos ægteparret for at vække Solveig. Forgæves. Til sidst bliver der ringet efter en låsesmed, som låser Falck og Niels Kirch Larsen ind.

Fejlen sker ikke bare en gang, men hele to gange på samme uge, for samme mand. Lørdag aften røg Niels Kirch Larsen også på sygehus,  og heller ikke da hører hustruen fra sygehuset,  før manden igen pludselig var hjemme om natten.

Regionsmedlem Lene Linnemann   (SF) er chokeret over at høre om den behandling, den 83-årige kræftsyge mand har været udsat for.

-  Det er uacceptabelt. Det må ikke ske, og det er absolut ikke den kvalitet, vi ønsker at have i Region Nordjylland, siger Lene Linnemann, som nu tager sagen op på regionens næste forretningsudvalg.

- Vi vil vide, om det er almindelig praksis, at hjemsende patienter midt om natten uden at sikre sig, at der er nogen til at tage sig af patienten- eller om det "bare" er medarbejderne på en enkelt afdeling, som handler så uetisk. SF kan ikke acceptere sådanne udskrivninger, og det er en praksis som straks må ophøre, siger Lene Linnemann.

Hos Aalborg Sygehus har man allerede nu taget ved lære af det hændelsesforløb, som Niels Kirch Larsen har været ude for.

- Vi må konstatere, at der er sket en fejl, og derfor har vi nu indskærpet overfor personalet i form af en vejledning, at man fremadrettet skal sikre, at patienter, der hjemsendes fra sygehuset, uanset om de er indlagt på sengeafdelingerne eller i ambulant behandling, hjemsendes forsvarligt, siger centerchef hos Aalborg Sygehus, Frank Brøgger.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord