Aalborg taber til Skjern

Takket være en stærk anden halvleg fik Skjern to point med hjem fra Gigantium og mødet med Aalborg Håndbold.

Selv om Skjern Håndbold måtte undvære både playmaker Jesper Jensen og fløjspilleren Andreas Toudahl, lykkedes det alligevel på udebane at besejre Aalborg Håndbold med 27-23.

Trods føring til hjemmeholdet på 13-12 ved pausen overtog vestjyderne styringen i kampen efter pausen, og 10 minutter før tid var stillingen 22-17 til gæsterne.

Trods to mand i undertal i slutminutterne var sejren aldrig i fare, og hjemmepublikummet kan godt tillade sig at være skuffet over det, Aalborg præsterede.

Profiler som Kristian Kjelling og Mads Larsen havde begge en off-day, og det virkede ikke helt som om, at det er lykkedes træner Nikolaj Jacobsen at få holdet spillet tilstrækkeligt sammen.

Skjern ligner derimod en sammentømret enhed på trods af savnet af de to profiler. Unge Lasse Mikkelsen tog fornemt over på playmakerpladsen, og der blev i det hele taget budt ind fra hele holdet.

Skjern har fire maksimumpoint efter to kampe og topper tabellen, mens Aalborg satte sæsonens første point til efter premieresejren over Skive.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland