Aalborg tæt på stjernespiller

Landsholdsspiller kan være på vej til de forsvarende mestre.

Aalborg Håndbold har i dag indkaldt til et pressemøde i morgen, hvor de vil præsentere en ny spiller, og det kan meget vel blive et prominent navn, der tilslutter sig Nikolaj Jacobsens tropper.

Ifølge TV2 Sportens oplysninger er det Mors-Thy-profilen Marcus Mørk, der skifter fra sidste sæsons helt store overraskelse til Aalborg Håndbold.

Aalborg Håndbold har tidligere på sommeren forsøgt at købe back-profilen fri af hans kontrakt med Mors-Thy, men på trods af en pæn pose penge afviste Mors-Thy dengang at lade deres stjerne smutte.

Efter lange forhandlinger skal buddet nu have nået en størrelse, som Mors-Thy ikke kan sige nej til, og det ser derfor ud til, at Aalborg Håndbold har fundet deres afløser for den norske stjerne Kristian Kjelling, der er taget til ligakonkurrenterne fra Bjerringbro-Silkeborg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord