Aalborg Universitet er danmarksmestre i at samarbejde med virksomheder

Aalborg Universitet er helt i top og landets bedste til at indgå samarbejde med virksomheder inden for informations- og kommunikationsteknologi. Det afslører en endnu ikke offentliggjort analyse, som Dansk Erhverv har lavet.

Et projekt der handler om at minimere tomkørsel - det at lastbiler kører uden gods - er blot det seneste software-virsksomheden Gatehouse i Nørresundby har lavet sammen med Aalborg Universitet. Gatehouse udvikler. Universitetet forsker.

- Når man snakker den her slags partnerskaber, så giver det os mulighed for at få ny viden ind, som vi ellers ikke kunne have fået. Vi samarbejder med topforskere, siger Finn Normann, projektleder ved Gatehouse i Nørresundby.

Aalborg Universitet er Danmarks bedste, når det gælder om at indgå samarbejder som det, man lige nu har kørende med Gatehouse. Det viser en analyse som Dansk Erhverv snart offentliggør. Af alle forskningsinstitutioner har universitet i Nordjylland i øjeblikket den største andel af alle videnssamarbejder med informations- og kommunikationsteknologivirksomhederi i hele landet.

Aalborg Universitet står for 17 procent. Og lægger dermed Danmarks Tekniske Universitet, og universiteterne i Syddanmark, Aarhus og København bag sig.

 
 

- Det ligger faktisk i vores DNA, siger Eskild Holm Nielsen, dekan ved Teknisk Falkultet for IT og Design, Aalborg Universitet.

Projektet med lastbilers tomkørsel har fået midler fra Innovationsfonden, og når finansieringen kommer fra et offentligt forskningsprogram, så tæller det med i den analyse, som Dansk Erhverv har foretaget.

- Jeg synes, det er enormt positivt, fordi tallene viser jo kun toppen af isbjerget, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv.

På Aalborg Universitet stiller de sig ikke tilfreds med den nuværende førsteplads. Den vil de også fremover kæmpe for at beholde.

- Når man er nummer et, så er der kun en ting, der tæller, og det er fortsat at være nummer et, siger Eskild Holm Nielsen.

Der er næsten tale om et gensidigt kærlighedsforhold virksomhederne og universitetet i mellem. Hos Gatehouse har de ihvertfald svært ved at forestille sig et liv uden samarbejde med det lokale universitet.

- Vi kunne slet ikke klare os uden det samarbejde, siger Finn Normann. 

AAU er landets bedste til at indgå samarbejder med informations- og kommunikationsteknologi-virksomheder.

Seneste nyt

fra Nordjylland