Aalborg Universitet møder kritik af dansk-kinesisk institut

Det såkaldte Confusius-institut på Aalborg Universitet er intet andet end en ”forlænget arm” for det kinesiske styre, lyder kritikken i dag på Radio24syv, hvor universitetet bliver kritiseret for at have samarbejdet med det kinesiske styre siden 2009.

Confusius-instituttet på Aalborg Universitet har siden sin etablering i 2009 fungeret som et dansk-kinesisk forsknings- og kulturcenter. Men ifølge Radio24syv er instituttet nærmest at betragte som det kinesiske styres ”forlængede arm” ind i et ellers frit og demokratisk universitetssamfund, ligesom ytringsfriheden også kan være i fare for at blive påvirket. En kritik, som uddannelsesordfører i Liberal Alliance, Henrik Dahl, støtter op om.

- Man risikerer, at de standarder, der er for ytringsfrihed i Kina, bliver ”påtrykt” et dansk universitet. Tommelfingerreglen er jo, at der er ”tre T’er,” som kineserne ikke vil tale om: Tibet, Taiwan og Tiananmen Square (Den Himmelske Freds Plads, red.), siger han.

I det hele taget mener Henrik Dahl, at tanken om censureret skønmaleri af et land som Kina er direkte i modstrid med alt, hvad de danske universiteter står for.

- Et universitet er jo den sikre havn for den frie og kritiske tanke. Så det kan selvfølgelig ikke være rigtigt, siger Henrik Dahl.

Confusius-instituttet blev første gang introduceret i starten af 00’erne af det kinesiske styre – som et tilbud til universiteter verden over. Men ingen danske universiteter – altså med undtagelse af Aalborg – har takket ja til et Confusius-institut. Det nordjyske institut er et samarbejde mellem universiteterne i Beijing og Aalborg og har de seneste ni år modtaget 10 millioner kroner i støtte fra Kina.

- For os er Confusius-instituttet en satellit-enhed, der gør nogle bestemte ting omkring det kinesiske sprog og den kinesiske kultur, forklarer Henrik Halkier, dekan ved Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.

Han er uforstående overfor kritikken af Confusius-Instituttet på Aalborg Universitet. Også selvom konceptet i blandt andet USA og Canada er blevet kritiseret i skarpe vendinger.

- Vi har ingen kinesiske studier eller kinesiske sprogprogrammer, som Confusius-instituttet kunne ”snige sig ind” og begynde at dominere. Det har vi aldrig haft og det skal vi ikke have, fastslår han.


Seneste nyt

fra Nordjylland