Aalborg Universitet skruer op for drone-forskningen

Foto: Presse

Droner skaber helt nye forsknings- og forretningsmuligheder. Det får Aalborg Universitet til at samle en række droneaktiviteter i det forskningsfokuserede "Drone Research Lab", samt etablerer et nyt erhvervsrettet netværk under navnet "Drones @ AAU".

Bedre teknologi til lavere priser gør droner til den smarteste løsning på stadig flere praktiske udfordringer i industrien, og de ubemandede små fly skaber også helt nye forsknings- og forretningsmuligheder. Derfor samler Aalborg Universitet en række droneaktiviteter i det forskningsfokuserede "Drone Research Lab" og etablerer et nyt erhvervsrettet netværk under navnet "Drones @ AAU".

Lederen af Drone Research Lab under Institut for Elektroniske Systemer er lektor Anders la Cour-Harbo, som har forsket i droner og vejledt studerende i drone-projekter de seneste 15 år.

- Der har været en enorm udvikling i den periode, og der er efterhånden mange forskere rundt om på Aalborg Universitet, som beskæftiger sig med droner. Enten direkte med teknologien bag droner eller inditekte ved at de benytter droner som platform for forsøg på andre områder. Drone Research Lab skal være et fælles omdrejningspunkt for de AAU-forskere, som arbejder med drone-teknologi, mens Drones @ AAU er tænkt dels som et netværk internt på universitetet og dels som en indgang for folk udefra, der vil samarbejde med os om at udnytte teknologien og dens muligheder, siger han.

Flere af initiativtagerne til universitetets nye satsning er allerede med i store drone-forskningsprojekter, og der er flere virksomheder, der deltager i disse projekter.

- De giver et godt indtryk af, hvor udviklingen er på vej hen, og hvad det er for konkrete udfordringer, vi arbejder på at løse med droner. Et af projekterne handler om at gøre det muligt at navigere indendørs med droner, så de kan bruges på fabrikker og byggepladser, siger Anders la Cour-Harbo.

Sidste år afsluttede AAU et femårigt projekt i samarbejde med Københavns Universitet om brug af droner i præcisionslandbrug. Projektet var det første større droneprojekt i Danmark, og det har været med til at bane vejen for det nye droneprojekt.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord