TV2 Nord

Aalborg har fået nok af morgenfester på Frederikstorv

Træscenen her er blevet fjernet fra Frederikstorv, efter grupper af grønlændere og østeuropæere har indtaget pladsen, hvor de sviner og larmer. Foto: Aalborg Kommune

Kommunen har valgt at fjerne en stor træscene fra Frederikstorv, efter pladsen blev et samlingspunkt for udsatte grupper, der fester indtil den lyse morgen.

Den store træscene på Frederikstorv i Aalborg bliver nu midlertidig fjernet, efter udsatte grupper har brugt scenen som samlingspunkt for fester til langt ud på morgenen. 

Flere af naboerne til Frederikstorv har klaget over, at grupperingerne sviner og larmer, og det har fået By- og Landskabsudvalget til at gribe til handling.

- Vi har fået mange henvendelser på, at der er udsatte grupper, der behandler Frederikstorv som en lejrplads. Det forstyrrer det liv, der skal leves på pladsen. Der bliver smidt alverdens efterladenskaber, og beboerne i området føler sig utrygge og uvelkomne, siger rådmand Hans Henrik Henriksen.

Oprindeligt lå der en parkeringsplads på Frederikstorv, men siden foråret 2017 har pladsen dannet ramme om Aalborgs grøntmarked og andet kulturliv i byen. Derfor satte man også træscenen op for at give mulighed for endnu flere aktiviteter.

Læs også Grønttorv flyttes og P-pladser nedlægges

På trods af erfaringer fra Kildeparken og Kennedy Plads i Aalborg, der har oplevet lignende udviklinger med socialt udsatte grupper, har kommunen ikke sørget for nok aktiviteter til at holde grupperingerne væk, indrømmer Hans Henrik Henriksen.

- Der har været grønthandel to gange om ugen, men det har simpelthen ikke været nok for at forhindre det her liv i at opstå. Vi har ikke været gode nok, og det er nogle lærepenge, vi nu betaler, siger han.

Fra kommunens side har man dog ikke opgivet Frederikstorvs og vil nu gentænke pladsens funktion. Samtidig er man i dialog med Socialforvaltningen om at finde en løsning på de socialt udsatte grupper.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord