Aalborg-virksomhed søgte ulovligt efter kvinder i jobopslag

01:09

Webshoppen American Dreams søgte i et jobopslag såkaldte ”pakkepiger” til deres lager i Aalborg, men det er ulovligt ifølge en ekspert i arbejds- og ansættelsesret.

”Vi søger pakkepiger.”

Sådan indledte den aalborgensiske webshop americandreams.dk et jobopslag i sidste uge på virksomhedens Facebook-side. Opslaget blev fulgt op af teksten ”Er du en flittig pige, der gerne vil arbejde på en arbejdsplads, hvor der hele tiden sker noget spændende?”

Stillingsopslaget fra Amercian Dreams er en overtrædelse af ligebehandlingslovens paragraf 6. Foto: Screendump / Facebook

Men den slags formuleringer går ikke.

- Det er ulovligt at annoncere efter en ny medarbejder, der har et bestemt køn, siger lektor i arbejds- og ansættelsesret ved Aarhus Universitet Natalie Videbæk Munkholm.

Lovgivningen på området er ikke ny. Ligebehandlingsloven har eksisteret siden 1978. Alligevel er der stadig virksomheder, som laver stillingsopslag, der overtræder den.

Det er Ligebehandlingsnævnet, som behandler sager om kønsdiskrimination i jobopslag, og i 2018 behandlede nævnet syv af den slags sager.

- Afgørelserne er helt konsekvente i at sige, at det må man selvfølgelig ikke. Så det overrasker mig, at der stadigvæk er nogle, der tror, de kan slippe afsted med det, eller at der er uvidenhed om, at det her er forbudt, siger Natalie Videbæk Munkholm, der desuden forklarer, at det ikke er alle overtrædelser, der ender med en anmeldelse til Ligebehandlingsnævnet.

Der er en god grund til, at virksomheder ikke må søge efter medarbejdere af et bestemt køn.

- Det er fordi, vi helt grundlæggende har et princip i Danmark, og faktisk i hele verden om, at alle mennesker har ret til ligebehandling. Og den ligebehandling gælder uanset, hvilket køn du har og også uanset hvilken farve, religion, alder, politisk overbevisning og så videre, siger Natalie Videbæk Munkholm.

Ligebehandlingsloven §6

Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse m.v. søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.

 

Kilde: retsinformation.dk

Risikerer bøde

Virksomheder, der overtræder loven, risikerer at få en bøde for selve opslaget, men det kan få yderligere konsekvenser.

Nyt stillingsopslag fra American Dreams Foto: Screendump / Facebook

- Hvis der er en person, der har søgt jobbet og får afslag med henvisning til, at man har en forkert farve, religion, alder eller køn, så kan den person søge om at få en godtgørelse, siger Natalie Videbæk Munkholm.

TV2 Nord har kontaktet direktøren i American Dreams, Cecilie Villadsen, for at få en forklaring på jobopslaget, men hun ønskede ikke at stille op til interview.

Kort efter TV2 Nord kontaktede Cecilie Villadsen blev det oprindelige opslag pillet ned og erstattet af et nyt opslag, som overholder ligebehandlingsloven.

I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver Cecilie Villadsen: ”Alle kan ansøge om jobbet hos os – både piger og drenge. Vi udelukker ikke nogen fra at ansøge om at arbejde hos os og har begge køn ansat i forvejen. Det skal der selvfølgelig ikke være tvivl om – derfor er opslaget på Facebook rettet, hvor vi også opfordrer drenge til at ansøge.”

- Generelt kan man sige, at store virksomheder, der har mange resurser, ikke laver de her ulovlige opslag. Det er oftere små virksomheder, der måske ikke har viden om loven, siger Natalie Videbæk Munkholm.

02:27 Luk video

Forsiden lige nu