Stort borgermøde: Aalborgensere nytænker byens brand

Lørdag var 250 borgere i Aalborg Kommune samlet til borgertopmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center for at gentænke byens dna.

Aalborg har i mange år været forbundet med rygende skorstene, beton og eternit. En vaskeægte industriby. Men billederne er ved at være slidte, og det er på tide, at Aalborg brander sig på en ny måde.

Det mener i hvert fald borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), som lørdag havde inviteret 250 borgere i Aalborg Kommune til borgertopmøde for sammen med ham og flere andre byrådspolitikere at gentænke byens portræt og dna.

- Der er sket så meget i Aalborg. Bare de seneste 25 år, hvor vi er blevet meget stærkere som uddannelsesby, der er sket en kæmpe omforandring af byen, vi er blevet mange tusinde flere indbyggere. Så vi skal hele tiden at se, hvor det er vi står i dag, så vi kan blive bedre til at sælge os både udad til og indadtil, så vi ved, i hvilken retning aalborggenserne vil med deres kommune, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Borgere bakker op

Også de 250 deltagere syntes godt om initiativet med at gentænke Aalborg og begynde at fortælle en ny historie om byen.

- Det er en udmærket idé. Hvis man bare husker at tage det med senere hen. Så det ikke bare bliver lagt i en skuffe, siger Birgit Else Uhrenfeldt, der er fysioterapeut i Aalborg.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, men jeg erlidt bang for, at man taler for meget Aalborg by og ikke Aalborg Kommune, siger en anden deltager, Ole Nielsen fra Tylstrup.

Vis det med mere end ord

Ekspert i branding, Lars Granat Jensen, roser Aalborg Kommune for at inddrage borgerne. Men han forklarer, at det også kan også være vanskeligt selv at skulle definere en kernefortælling. 

 
 
Foto: Line Christensen

- Der er en kendt sætning indenfor marketing, som hedder "don't tell it, show it", og det er i virkeligheden det, der skal til mange gange. Hvis man tager nogle eksempler, så er det jo lykkedes Aarhus at blive en kulturby, fordi den var Europas kulturhovedstad for et par år siden. Det samme har man haft held til i Herning, hvor man er blevet kendt som sportens by, fordi man har været vært for Giro d'Italia og flere andre store sportsbegivenheder. De to byer har vist det i stedet for bare at fortælle om, at man gerne vil være det, siger Lars Granat Jensen.

Hos borgerne håber man på et positivt resultat af den nye fortælling om den gamle industrikommune. Uanset om det så er at lokke virksomheder til, at fastholde de studerende eller bare at blive ved med at snakke om det. 

Efter dagens topmøde er det nu op til Aalborg Kommunes politikere at tage stilling til de mange nye input fra borgerne.

Borgere fra hele kommunen var inviteret til borgertopmøde for i selskab med kommunens politikere at finde frem til en nye fortælling om Aalborg

Seneste nyt

fra Nordjylland