Aalborgroer vandt EM

Foto: Kim Thomsen

Foto: Kim Thomsen

1 af 2

Amalie Thomsen fra Kano og Kajakklubben Limfjorden fik guld med hjem fra EM i Portugal.

Weekenden blev lidt af en succes for kajakroeren Amalie Thomsen fra Kano og Kajakklubben Limfjorden. Amalie Thomsen kom hjem fra EM i Portugal med to medaljer, og kan kalde sig junioreuropamester i toerkajak.

Sammen med makkeren Emma Jørgensen vandt hun sit indledende heat og var dermed direkte kvalificeret til finalen, som duoen vandt med næsten to sekunders forspring til den polske båd, der kom ind på andenpladsen.

Dermed var EM-triumfen i hus, og Aalborgroeren kunne se frem mod søndagens finale i 500 meter firerkajak. Her havde båden med den nordjyske roer vundet det indledende heat og var således direkte kvalificeret.

Og det blev til endnu en god præstation. Det blev dog ikke til guld, men Amalie Thomsen og de tre andre roere fik båden ind på en andenplads, lige efter den tyske båd.

Amalie Thomsens klubkammerat Jesper Beer deltog også ved EM, men det lykkedes ham ikke at ro sig i finalen.

Næste udfordring for de to Aalborgroere er Nordisk Mesterskab i Finland om to uger.

Flere nyheder fra TV2 Nord